Måske MagSafe-stik i iPads og iPhones
Det kan inden længe være slut med det lidt irriterende men altid velsiddende 30-pins stik. Apple har ansøgt om patenter på nye lader- og høretelefon-løsninger.
Under ansøgningsnavnet "Programmable Magnetic Connectors" har Apple ansøgt om patent på nyt laderstik til blandt andet iPads, så den ikke nødvendigvis stryger på gulvet, fordi man i soveværelsesmørket ikke har set den hvide ledning på gulvet. Løsningen skal afløse den meget sikre, men også lidt irriterende 30-pins lader, der altid skal vende på en bestemt måde, for at tilføre enheden den nødvendige energi.
I patentansøgningen kan man se, at Apple arbejder med en form for magneter, der kan styres separat, så man i højere grad gør iPhones, iPods og iPads mindre udsatte for eksempelvis fugt, ligesom det kunne betyde, at vi bliver fri for knækkede ledninger og tilslutninger til den eksisterende laderstik.
I ansøgningen findes der også beskrivelser af et magnetisk og 'smart' hovedtelefonstik. I Apples nye ide, er hovedtelefonstik udstyret med flere funktioner, der først er 'synlige' i det øjeblik stikket sidder i en iPhone, iPhone eller iPod. De kommer med andre ord først frem fra skjulet, når stikket er sat ind i en iOS-enhed, og så er det muligt for stikket at overføre stereolyd og data fra mikrofonen.
Kilde: AppleInsider



