Chrome er klar til Android – vi har prøvet Googles webbrowser
Google løftede i går aftes sløret for Chrome til Android, der giver dig Chrome-oplevelsen fra din computer direkte på din mobil eller tablet. Her kan du læse vores første erfaringer med browseren.
Chrome til Android er ikke en formindsket udgave af Chrome til computere. Google fortæller nemlig, at alt det grundlæggende fra computeren kommer med i mobiludgaven. Det betyder bl.a. at man får understøttelse for nye webstandarder, alle sine bogmærker fra computeren og avanceret håndtering af faneblade gør, at browserens øvrige faneblade ikke bliver påvirket af et eventuelt nedbrud på en enkelt af dem.
Kræset for detaljerne
Vi har som sagt haft fingrene i den nye webbrowser til Android, og har prøvet den på både Galaxy Nexus og Transformer Prime. De første indtryk er generelt meget positive. Browseren virker ganske hurtig til at indlæse sider, og det er utrolig nemt at navigere blandt forskellige faneblade.

Det første, man skal gøre, er at opsætte sin Google-konto med Chrome. Det kræver et enkelt klik, og derefter er alle dine bogmærker synkroniseret med browseren. Man kan også få et overblik over åbne faneblade på andre computere, der er logget ind med den pågældende Google-konto. Det er altså smart, hvis du har kigget på en hjemmeside på computeren, og gerne vil fortsætte i sofaen på din tablet. Et par enkelte tryk, og så er det klaret.
Hvis man bruger Chrome til Android på en tablet, minder brugergrænsefladen utrolig meget om den, man kender fra sin computer. Man har altså en række faneblade i toppen af programmet, og så er der ellers et stort område med plads til selve webindholdet. Mange smarte funktioner fra computerversionen kan også findes i Android-versionen - f.eks. muligheden for at få vist et gitter af de mest besøgte sider, når man skal åbne et nyt faneblad.
På en Android-mobil er oplevelsen lidt anderledes. Her skal man trykke på en knap for at kunne se oversigten over sine faneblade, men også her er der tale om en rigtig god oplevelse. Man kan hurtig navigere blandt store eksempelvisninger af siderne, og hvis man vil lukke en af siderne, skal man blot kaste den ud til siden – i samme stil som med notifikationer i Android 4.0.
En anden rigtig smart detalje er, at browseren automatisk zoomer ind på et område med links, hvis den er i tvivl om hvilket link, du trykker på. Som det kan ses på skærmbilledet herunder, var browseren i tvivl om hvilket link, jeg trykkede på, og derfor giver den altså en forstørret udgave af de pågældende links, så det er lettere at trykke på det rigtige. Det fungerer især godt på mobiltelefoner.

_page_
Ingen Flash-understøttelse
Adobe har som bekendt droppet understøttelsen for Flash Player til Android, og derfor kommer Chrome-browseren heller ikke til at kunne nyde godt af Flash-indhold. Denne udmelding kommer direkte fra Adobe selv, der altså bekræfter at man ikke har planer om at udgive flere versioner af Flash til Android. Browseren har dog fin understøttelse for HTML5, hvilket betyder at du sagtens kan se videoer fra f.eks. YouTube i browseren.
Manglen på Flash-understøttelse kan dog blive en god ting. På computerversionen kan Flash til tider være skyld i nedbrud af samtlige faneblade, og den samme problematik ville man altså kunne opleve på mobilen. Desuden kræver Flash en del mængde arbejdskraft, og browseren er i forvejen en smule tung i sig selv. Derfor vil man altså kunne forestille sig en række problemer med ydelsen, hvis Flash-understøttelse var implementeret.

Og netop ydelsen lader til at kunne blive et ankepunkt for Chrome til Android. Browseren er endnu ikke helt lige så hurtig som standardbrowseren, og Firefox til Android slår den også i hastighedstests. Til gengæld kan Chrome levere en 100 % bestået Acid3-test i webstandarder, hvilket ikke kan siges om alle konkurrenterne.
Kun nyere Android-enheder
Chrome til Android fungerer i øjeblikket kun på enheder med Android 4.0, og det lader ikke til at man har planer om at ændre dette. Browseren gør brug af funktioner, der kun er tilgængelige i nyeste version af systemet. Desuden har Google udtalt, at man på sigt agter at udskifte den almindelige Android-webbrowser med Chrome-browseren. Chrome skal dermed blive en del af ”Google Apps”-pakken, som også inkluderer bl.a. Gmail og Market.
I øjeblikket er Chrome til Android frigivet i en betaversion, som kan have nogle mindre fejl. Man skal altså ikke forvente et færdigt produkt på nuværende tidspunkt. Det er også værd at påpege, at Google i øjeblikket ikke tillader danske brugere at hente Chrome til Android direkte fra Android Market. Man er altså nødt til at bruge mere lyssky metoder til at få fat i programmet.
