Samsung Xcover: Mobilen med 1600 timers standby
Samsung er klar med en ny hårdfør mobil, Samsung Xcover, som kan prale med et batteri med hele 1.600 timers standbytid og 22 timers uafbrudt tale.
Xcovers unikke batteri kan holde op til 1.600 timer på standby. Det svarer til 67 døgn. Lige så interessant er det at den kan klare op til 22 timers taletid.
Designmæssigt følger Xcover sine forgængere B2100 og B2700 med bløde former og en ru overflade. Xcover er IP54-klassificeret. Det betyder, at den opfylder internationale standarder for at kunne modstå fugt, støv og vand. Også stød og slag skulle den kunne klare uden problemer.
En mobil som Xcover er oplagt for folk, der arbejder udendørs, men skulle arbejde indebære en del larm fra omgivelserne, så skulle det heller ikke blive et problem at høre noget, når man taler i Xcover, da den skulle være udstyret med en kraftig højttaler:
– Både på arbejdet og i fritiden kan det være rart at slippe for at skulle bekymre sig om mobilens batterikapacitet. Xcover har dog ikke kun ekstremt lang batteritid, den er også udstyret med en række andre praktiske funktioner, fortæller salgschef Søren Isbak.
Derudover har den VGA-kamera, FM-radio, lommelygte, musikafspiller og Bluetooth. Den måler 112 x 49 x 19 millimeter og vejer 115 gram.
Den indbyggede hukommelse er lille, kun 5 MB, men den kan udvides med kort op til 2 GB.
Samsung Xcover skulle være i butikkerne til juli til en pris på 750 kroner.




